Gå til hovedindhold

Stafetten, der fejrer livet

Den 15. juni 2024 klokken 11.00 – 23.00 afholder foreningen Stafet for Livet den årlige 12-timers stafet i Hedensted.

Billede fra et tidligere Stafet for livet arrangeement hvor man ser en gruppe personer gå

Indhold

    Stafet for Livet er en frivillig forening under Kræftens Bekæmpelse. Annette Steen Lynge er forperson for foreningen i Hedensted og udtaler:

    ”Vi er en del af noget større her i Hedensted – vi afholder mellem 50-70 stafetter på landsplan. Styrkerne i foreningen er, at vi er en lille styregruppe på 10 personer, som afholder stafetten. Den 12 timers stafet skaber et bredt fællesskab, som støtter op om personer med kræft, tidligere kræftpatienter og pårørende. Hver tredje dansker har hørt ordene: ”Du har kræft” - så det rammer mange. Stafetten er for alle, som vil støtte kræftforskningen og bakke op om de ramte personer. Stafet For livet Hedensted er en tilbagevendende årlig begivenhed. Vi startede i Hedensted i 2019, og vi vil gerne have endnu flere tilmeldte hold, virksomheder, familier, og andre, som vil støtte os og skabe opbakning af arrangementet. 10% af vores overskud går til Kræftens Bekæmpelses lokalforening her i Hedensted, som kan arrangere foredrag eller andre ting, som hjælper personer igennem den svære sygdom. De 10% har bidraget til et samarbejde med Fit & Sund Hedensted, hvor fighterne kan komme og træne til en favorabel pris på et lukket hold. Der er mange, som kun hører om dem, som ikke overlever, og vi vil gerne være med til at sætte fokus på de overlevende også. Det er dem vi på stafetten kalder Fighterne. Til stafetten har de som æresgæster mulighed for at iføre sig en særlig gul T-shirt, som signalerer håb, og at de er fightere som er i et kræftforløb eller har overlevet sygdommen”.

    Flot lokal opbakning

    Annette fortæller her om hvordan arrangementet oplever stor støtte fra lokale, men også at der kommer folk langvejs fra for at deltage:

    ”Vi har en fantastisk opbakning fra Hedensted Kommune og vores borgmester, Ole Vind, som også holder åbningstalen hvert år. Det har vi brug for. Alle kender en, som har eller har haft kræft – enten på arbejde eller i familien. Vi håber meget at Kommunen stiller også med et hold til den kommende stafet i 2024. Et hold kan bestå af så mange deltagere, som man selv synes. Der er intet minimum eller maksimum. Det vigtigste for os er, at der kommer så mange som muligt og støtter op ved deltagelse, og ved køb af mad og drikke i løbet af de 12 timer stafetten kører. Overskuddet går som sagt til Kræftens Bekæmpelse. Det kan godt være, at stafetten afholdes i Hedensted by, men alle kan deltage. Det gælder hele kommunen. Og har du ikke et hold, som du kan deltage med, har stafetten det, vi kalder det ”åbne hold”, som er for alle. Sidste år havde vi deltagere, som kom hele vejen fra Fyn, Sønderjylland, Vestjylland og Århus. Det handler meget om netværk og relationer. Den Lille Bager i Løsning har støttet op om vores stafet hvert eneste år. Der er mange som gør noget særligt. Også Cafe Rindbæk fra golfklubben samarbejder vi meget tæt med, den slags partnerskaber vil vi selvfølgelig gerne have flere af”.

    Deltagelse og sponsorater gør en forskel

    Opmærksomhed om sagen, nedbrydelse af tabuer, midler til den gode sag og en fejring af livet. Det er de nøgleord, Annette knytter til arrangementet. Hun forklarer her:

    ”På den helt store palette, kan man sige, går overskuddet til Kræftens Bekæmpelse til forskning i kræft, støtte til patienter, senfølger og til pårørende. På stafetten er det er ikke et krav, at du kan løbe langt, for at deltage i Stafet For Livet. I de her 12 timer, hvor stafetten er kørende symboliserer vi at kræften og senfølgerne fra et kræftforhold, ikke ”sover”. Kræft må ikke blive et tabu. Vi skal turde vise os i byen og tale åbent om sygdommen, selv om det kan være – og er – svært. Vi oplever, at vi gør en forskel for familier her i vores lille lokalområde. I form af de mange forskellige fælles aktiviteter, der foregår på stafetten. Det fællesskab og sammenhold, som vi oplever er stærkt og stort, det er vi stolte over at bidrage til her i Hedensted. Andre stafetter kigger vores vej, med det arbejde vi laver, så på den måde er vi med til at sætte Hedensted Kommune på landkortet. Vi er en form for byfest – vi er blot en fejring af livet, med fokus på og støtte til kræftsagen. Stafetten slutter af med en smuk lysceremoni, hvor alle kan komme på pladsen og se med. Man kan købe lysposer både før og under stafetten, som bliver stillet op og tændt når mørket falder på. Der vil være et minuts stilhed, en tale, og det er i det hele taget et utroligt rørende og stort øjeblik. Man kan selv skrive og tegne på lysposerne og vi har også frivillige der kan gøre det, hvis man ikke selv har overskuddet. Når ceremonien er slut, må man tage sin lyspose med hjem. Vi oplever at flere stiller dem på kirkegården. Budskabet er stærkt og lysposerne symboliserer både tanker, minder og håb”.

    Opfordring til at deltage eller støtte

    Selvom opbakningen til eventet generelt er flot, er der altid plads til flere. Annette udtaler:

    ”Stafetten startede i 2019 i Hedensted, hvor vi var ca. 750 deltagere. Det var en stor succes med stor opbakning. Så kom Corona, og der var der ikke så meget fælles. Men i 2021 afholdte vi en virtuel stafet og sluttede af på Guldgrunden med en lysceremoni, på trods af nedlukningen. I 2022 afholdte vi igen en fysisk stafet. Vi skulle have folk ud og deltage igen og havde ca. 250 deltagere. I 2023 steg det tal til 360. Nu vil vi gerne have endnu flere med. Det giver et utroligt fællesskab og budskab, og jo flere vi er, des bedre kan vi støtte den gode sag. Derfor håber vi på flere virksomhedshold. Eventdatoen kan bruges som firmafest eller teambuilding eller hvad man vil. Når ens arbejdsgiver går forrest imod kampen mod kræft har det en stærk signalværdi. Vi kan alle have lidt berøringsangst og nedbryder nogle tabuer igennem fællesskabet, og ønsker man ikke at stille et hold, kan man blive sponsor eller donere et beløb til Stafet for Livet. Vi håber, at vi i 2024, kommer op på minimum 600 deltagere, og selvfølgelig at kunne aflevere et større overskud til Kræftens Bekæmpelse. Vi kommer gerne ud til virksomhederne og fortæller om arrangementet og kommer med input til, hvordan vi kan samarbejde”. 

    Faktaboks

    Stafet For Livet er en fejring af livet. Det er gratis at komme på stafetpladsen i løbet af de 12 timer, og det koster et mindre gebyr at deltage på et hold. Foreningen støtter kræftsagen og personer med kræft eller med senfølger, tidligere kræftpatienter, samt pårørende. Stafetten løber over 12 timer, og pengene som samles ind går til kræftforskning m.m. På dagen, hvor stafetten foregår, hyldes Fighterne, som er personer der har eller har haft kræft. Fighterne deltager gratis. Arrangementet er for alle. For eksempel foreninger, virksomheder, familier, naboer, kolleger og lokale ildsjæle, som vil støtte op om den gode sag. Prisen for deltagelse er 150,- kroner for voksne og 75,- kroner for børn under 18. Der kan også købes lysposer til 50,- kroner. Lysposerne bliver tændt på stafetdagen, når mørket falder på. Stafet for Livet Hedensted har en app, som du kan downloade i app-store. Og foreningens hjemmeside er: https://www.stafetforlivet.dk/stafet/hedensted. På hjemmesiden kan du tilmelde dig – både som fighter, som deltager eller som hold og som sponsor.

    Kontaktoplysninger på Annette Steen Lynge – Annette.s.lynge@gmail.com og mobil 61 70 17 14.