Gå til hovedindhold

Juelsminde set fra en ny side

Carsten Clausen tilbyder turister og virksomheder ture på det gode skib GAIA, som står ud fra lystbådehavnen i Juelsminde. Carsten fortæller:

Skipper på GAIA Carsten Clausen

Indhold

    ”Ideen bag dette nye turisttiltag er at drive maritim turisme på havet ved Juelsminde. Det er der vi adskiller os fra andre turistattraktioner på Juelsmindehalvøen. Jeg har været i Juelsminde siden 1980 og har opholdt mig på havnen i hele perioden. Så jeg mener at vide hvad folk efterspørger. Vi har nogle forskellige ture som vi tilbyder med det gode skib GAIA, der af søfartsstyrelsen er godkendt til 12 personer + 2 besætninger. En af turene er GOURMET O AE HAW, hvor NIOR Bistro har sammensat en maritim gourmet-frokost, som nydes på skibet. Bagefter kan man få sig en dukkert, hvis vejret frister. Vi tilbyder også RYSTE SAMMEN -  FIRMATURE hvor der også kan indgå forplejning. SÆLSAFARI til Endelave er også en meget efterspurgt tur. Her er indlagt et 3 timers ophold, der giver mulighed for frokost på den nyrenoverede kro, eller en cykeltur rundt på øen. Og så bliver ASKESPREDNING mere og mere almindeligt. Når asken er spredt ud på havet og de pårørende har taget afsked med deres kære med en blomsterhilsen, udfærdiges der et certifikat der nøjagtig beskriver positionen for aske spredningen, så man senere har mulighed for at mindes afdøde på samme position.
    Udfordringen ved at drive sådan en virksomhed er vejret. Det skal være en god tur for dem, som booker. Derfor aflyser eller udsætter vi hellere turen, hvis vi kan se at vejret bliver for voldsomt eller på anden vis ikke arter sig”.

    God kontakt til kommunen

    Carsten benytter sig ikke af tilbuddene fra kommunen i særligt udpræget omfang. Men når han gør, føler han sig mødt af en positiv tilgang:

    ”Jeg må generelt sige, at man får en god behandling når man henvender sig til kommunen. Og hvis man selv er lidt omgængelig og fornuftig tror jeg man kommer længst, for det er jo også almindelige mennesker som sidder på den anden side der. Jeg tror virkelig at alle de ansatte prøver at yde deres allerbedste – både for borgerne og for erhvervslivet. Jeg synes altid man bliver mødt af en velvillighed og en positivitet, når man kontakter dem. Efter mange år har jeg selv udviklet et godt netværk, men jeg ved hvor jeg skal henvende mig hvis jeg har nogle spørgsmål. Og så har jeg været med til Kystlandets årlige møder, hvor specielt turismen bliver behandlet. Derudover sidder jeg som formand for Havnemuseet i Juelsminde, og der får vi også en rigtig god behandling og sparring med kommunens instanser”.

    Lokale fortællinger

    Hyggen er i højsædet når GAIA sejler ud med sine gæster. Derfor har Skipper Clausen altid gode historier at fortælle:

    ”Vi giver gæsterne en oplevelse, som de normalt ikke får. Vi startede for ca. tre år siden og vi får mere og mere at lave. Både private og virksomheder. Man kan ikke andet end at hygge sig, for der er ikke andet at lave når vi er ude. En havneby som Juelsminde bør have den mulighed, og vi er glade for at kunne tilbyde den. Ryste-sammen turene med forskellige virksomheder er meget populære. Og så får de gerne en god fortælling, på turen. Det er meget baseret på den lokale historie om området og havnen i det hele taget. Eksempelvis Fregatten Jylland og Palsgaard er populære emner”.

    Vækst og godt lokalt samarbejde

    Carstens ønsker for fremtiden som turistskipper er en fortsat god udvikling i Juelsminde, der tilgodeser både de lokale og de mange turister der gerne gæster området:

    ”Naturligvis ønsker jeg min egen forretning udvikler sig godt, og kan jeg være med til at glæde byens mange sommergæster med en god maritim oplevelse, som de gerne deler med andre, vil jeg have det godt. Muligheden for at sejle rundt i farvandet ud for Juelsminde i solskin med nogle glade gæster, kan vel godt betragtes som et dejligt pensionistjob, der kan holde en frisk og sund”. 

    Faktaboks

    Skipper Clausen sejler det gode skib GAIA, som står ud fra Juelsminde Lystbådehavn. Du har mulighed for at booke forskellige ture af forskellig varighed, hvor du får gode historier til havs og får Juelsminde at se fra havsiden. Carsten, som skipper Clausen hedder, er tidligere havnefoged i Juelsminde Havn. Han kender byen bedre end de fleste, og har mange underholdende historier om byen og seværdighederne. Carsten samarbejder med NIOR i Juelsminde. Herfra kan der tilkøbes proviantering. Skibet GAIA måler 32 fod og der er toilet ombord. Skibet er godkendt til 12 gæster af gangen, samt to besætningsmedlemmer. Du kan læse mere om de forskellige muligheder på https://www.juelsminde-havturisme.dk/ eller booke en tur på tlf.: 2713 2535.