Tilflyttervirksomhed engagerer sig lokalt
Mette Holmgaard driver en konsulentvirksomhed i eget navn, hvor hun hjælper ledere og arbejdspladser med at styrke samarbejde, trivsel og tydelig kommunikation i hverdagen. Hun har skrevet bogen: ”Få det nu sagt”, og fortæller her om virksomhedens styrker:
”Når man har en enkeltmandsvirksomhed, er alt fra første opkald, møder og eksekvering af opgaven varetaget af én og samme person – nemlig mig. Jeg leverer ikke standard løsninger, for jeg arbejder ud fra kundens og virksomhedernes problematikker. Det er en styrke at det er den samme person, som håndterer opgaven fra start til slut. Jeg er ekspert på det jeg kan – altså ledersparring og at hjælpe virksomheder hvor der er vanskeligheder med trivslen. Når man vælger mig, får man skarp og præcis sparring på et smalt felt. Jeg har ikke en bred platform med spredt fokus at byde ind med, men jeg er rigtig god på det felt jeg arbejder med. Og så er jeg ekstremt fleksibel hvis tingene brænder på i virksomhederne – der kan jeg komme og hjælpe fra en uge til en anden. Det er styrken ved at være selvstændig og kun være mig selv. Jeg er ikke et stort tankerskib, der skal vende og først kan komme om et halvt år, hvis der opstår kriser”.
Erhvervskommune med generøse netværk
I en mindre kommune som Hedensted, oplever Mette en enorm åbenhed og gæstfrihed i forhold til Aalborg Kommune, som hun kom fra. Hun fortæller her om sine første måneder i Hedensted:
”Jeg oplever, at det er en kommune, som virkelig fokuserer på erhverv. Der er mange tilbud og en enorm åbenhed og nysgerrighed. Til de arrangementer, jeg har deltaget i, har der været en masse gæstfrihed og tilgangen har været - kom bare – vi kan hjælpe dig. Det er mere udpræget end i en stor kommune som Aalborg. Jeg flyttede til den første august, og har mødt en masse forskellige mennesker. Jeg blev refereret til Heidi Baltzer fra Hedensted Erhverv i første omgang, og folk vil virkelig gerne hjælpe en videre. Der er altid nogen som rækker ud og åbner deres netværk op – det finder jeg meget generøst. Jeg har deltaget i nytårskuren, Qmate og forskellige andre netværksmøder, hvor jeg gør brug af den sparring, man kan få. Derudover har jeg kontaktet Hedensted IF, som er erhvervsnetværket. Så jeg har allerede en masse kontakter og det hele begynder stille og roligt at spire efter en rigtig positiv start”.
Tættere samarbejde med lokale virksomheder på programmet
Mette fungerer som ekstern HR flere steder i landet. Det er en opgave, der rammer hendes kompetencer perfekt, og hun vil gerne indgå i den funktion også i lokale virksomheder:
”I den ideelle verden er jeg også ekstern HR i virksomheder i nærområdet. Den funktion har jeg allerede i flere virksomheder i København og Hjørring og Sønderjylland. Og det vil jeg også gerne her i nærområdet – altså være med til at skabe bæredygtige virksomheder, hvor medarbejderne trives lige her i kommunen. Jeg bor i Hornsyld og alene her er der ca. 60 virksomheder. Borgmesteren har store visioner for Hedensted, og det er vigtigt at være attraktiv som virksomhed. At man er glad for at gå på arbejde er en del af det, og det er vigtigt at kommunen er en kommune med virksomheder, som er dygtige til at fastholde deres medarbejdere. Og som gerne vil investere i deres medarbejdere og stå stærkere. Det er der jeg har min berettigelse og kan hjælpe virksomhederne helt ned i hverdagen, uden det bliver for fluffy. Jeg tænker der er et stort potentiale, men jeg ved at mange ledere har rigtig travlt og har fokus på driften. Derfor er jeg også glad for at kunne gøre opmærksom på mig selv her og sige – jeg er her faktisk og kan hjælpe med det, som I måske ikke selv har tid til”.