Lokal iværksætter med populære events
Bjørn Faxholm ejer og driver eventvirksomheden Ud i Livet, hvor han tilbyder forskellige outdoor aktiviteter som teamcooking, foredrag, skydeinstruktion og andre teambuildingevents. Bjørn fortæller her om virksomhedens styrker:
”Vores styrker er at vi prøver at være anderledes end alle de andre teambuilding og event firmaer. Vi kan tænke ud af boksen og skræddersy events fuldstændig efter kundens ønsker. Jeg har nogle rigtig gode samarbejdspartnere, så alt det jeg ikke selv kan byde ind med kan jeg via mit store netværk i outdoorbranchen få løst alligevel. Jeg startede virksomheden sidste år, men har arbejdet i denne verden i mange år. Det har været en rejse, hvor det jeg troede det skulle handle mest om, som eksempelvis foredrag, er blevet en bi-ting i forhold til udgangspunktet. Når man har en kreativt tænkende hjerne som min, får man alle mulige gode ideer og nogle af dem er blevet egentlige ben at stå på i firmaet. Eksempelvis er teamcooking, hvor vi laver mad over bål, blevet rigtig stort. Og så er guns and gourmet blevet et stort hit. Der skyder vi med pistol, gevær eller bue på Vingsted Skydebaner og laver efterfølgende mad over bål i en stor bålhytte. Det er primært virksomheder, som benytter sig af mine services, men også polterabender. Og så laver jeg bålcatering, hvor vi kommer ud med nogle kokke, som laver mad over bål. Mine foredrag har jeg et lidt andet take på end andre steder. Historisk har man ofte siddet rundt om et bål under historiefortælling. Så hos os får man først mad, der er tilberedt over et bål, og derefter sidder man rundt om bålet og lytter til at foredragsholderen fortæller om emnet. Det giver en god indlevelse og folk skaber deres egne billeder”.
Imponerende erhvervsservice i kommunen
Bjørn er meget glad for erhvervsservicen i Hedensted Kommune, og han fremhæver især netværksarrangementerne og sparringen med Hedensted Erhverv som positive overraskelser:
”Jeg er rigtig glad for at drive virksomhed i Hedensted Kommune. Jeg er blevet meget positivt overrasket over, hvor meget der er blevet gjort for os, og jeg deltager pt. selv i iværksætterkurset hos Hedensted Erhverv, som jeg får rigtig meget ud af. Jeg var meget imponeret over, at jeg i sin tid skrev til Erhvervschefen, Heidi Baltzer, og så satte hende og Claus Bayer over en time af til at tale med mig og hjælpe min lille virksomhed i den rette retning. Og så kan man altid ringe eller komme forbi hvis man har et eller andet spørgsmål. Det har været en meget positiv oplevelse. Jeg deltager også i alle de netværksarrangementer, jeg kan nå i min kalender. Jeg synes det er vigtigt, at man bakker op om det. Og så deltager jeg selvfølgelig til Nytårskuren. Jeg synes formatet er rigtig godt og med Peter Viggo Jakobsen som årets gæstetaler var det virkelig spændende. Også fordi, der kommer noget i spil i forhold til erhvervslivet i Hedensted, selvom man ikke lige skulle tro det om sikkerhedssituationen i Europa. Der var nogle ting, der gav stof til eftertanke. Og med hensyn til samarbejdet med kommunen og JobHedensted kunne jeg på sigt godt forestille mig at tage folk på kanten af arbejdsmarkedet ind i eksempelvis jobprøvninger og fleksjob”.
Vækst og øget kendskab på plakaten
I forhold til fremtiden for Ud i Livet, har Bjørn konkrete planer om at skabe arbejdspladser, opskalere eksisterende aktiviteter og udbrede kendskabet til virksomheden. Han fortæller:
”Jeg vil gerne udvide forretningen med nogle medarbejdere. I første omgang bliver det deltidsmedarbejdere, men indenfor et års tid eller to skal vi gerne have i hvert fald to fuldtidsansatte. Lige pt. er det meget sæsonbetonede aktiviteter vi har, men jeg arbejder på nye tiltag, så vinterperioden kan blive mere aktiveret i forhold til arrangementer. Noget af det jeg kommer til at beskæftige mig med, er morgenmad over bål til glampinggæsterne på smukfest. Sidste år var det for 150 personer og i år er det for 500 personer. Så det vækster, og vi skal ud på andre festivaler også. Man skal have det rigtige udstyr og det er en kunst i sig selv – og selvfølgelig skal man have de rigtige folk til at hjælpe, men der er jeg også godt dækket ind. Jeg satser hovedsageligt på kunder i hele trekantsområdet, da mine samarbejder primært er med Vingsted Skydecenter og Eventpark Danmark. Dog begrænser jeg mig ikke regionalt, og skal eksempelvis til Midtsjælland i foråret. Så lige pt. er en del af jobbet at udbrede kendskabet til min virksomhed. Jeg har haft meget god succes med mund-til-mund-metoden. Nogle af dem, som har været ude, har fortalt om deres oplevelser og det har genereret nye bookinger. Netværket er vigtigt, men jeg vil også lave en online indsats på de sociale medier”.