Gå til hovedindhold

Advokatkontor tager strategisk position i Hedensted

Christopher Bühl Nielsen er ejer og partner i Advodan Vejle Hedensted. Han ejer fuldt ud advokatkontoret i både Vejle og Hedensted, som han startede i 2024. I det følgende fortæller han om virksomheden og dens styrker:

Advodan - medarbejdere

Indhold

    ”Jeg ejer 100 pct. af de lokale Advodan-afdelinger i Vejle og Hedensted og disponerer over ansættelser i virksomheden. Selvom vi i Advodan-familien gerne vil gøre tingene ens på landsplan, kan der være forskelle fra ejer til ejer. Når jeg driver Vejle Hedensted, er det med fokus på at være lokalt forankret, og at vi vil den lokale udvikling. Vi er meget bevidste om, hvor virksomheder og private har brug for hjælp. Med et glimt i øjet siger jeg, at jeg er 1/3 jurist, 1/3 psykolog og 1/3 købmand. Vi skal skabe værdi – ikke bare for os selv, men selvfølgelig også for de klienter vi rådgiver.

    Vi har stort fokus på at være fagligt dygtige. Hos os kan du få hjælp til stort set enhver juridisk problemstilling, og vi er det eneste full-service advokatkontor i Hedensted Kommune. Har vi ikke kompetencerne in-house kan vi trække på vores omkring 300 kollegaer i Advodan i resten af Danmark. Vi prøver at gøre et godt stykke arbejde og være nede på jorden. Med vores lokation på Skovvangen sænker folk skuldrene, når de kommer ind og taler med os i de afslappede omgivelser. Vi møder folk i øjenhøjde, og vi kan se, at det er noget de virkelig køber ind på”.

    Stort potentiale i kommune i vækst

    Ifølge Christopher er der en gensidig vilje til at vækste mellem erhvervslivet og kommunen i Hedensted. Samtidig flytter der til stadighed flere borgere og virksomheder til kommunen, og her er et full-service advokatkontor som Advodan godt positioneret til at kapitalisere på fremskridtet:

    ”Jeg oplever at Hedensted Kommune rigtig gerne vil erhvervslivet, men også at erhvervslivet virkelig gerne vil Hedensted. Der er en kæmpe tilflytning af både virksomheder og borgere. Og så har kommunen indstillingen om, at vi kan godt lægge skinnerne mens vi kører. Det vil sige, at der er en vilje til at gøre det godt for erhvervslivet. Det kan altid blive bedre, men indstillingen er, at man udpræget bliver mødt med et ”det finder vi ud af” i stedet for et ”nej”. Geografisk ligger kommunen også supergodt. Vi kan komme til København og Aalborg på omkring to timer. Vi har advokatvagt i Juelsminde og Tørring, som er et gratis tilbud til alt og alle - både erhvervsdrivende og private, hvor man får en hurtig juridisk vurdering på eventuelle problemstillinger. Det kører hver mandag og hver anden torsdag.

    Og så kan man sige – hvorfor egentlig Hedensted? – Den vision, som Hedensted Kommune har omkring fremtidig vækst, og at kommunen virkelig gerne vil erhvervslivet er et konkurrencemæssigt plus at være med på fra start. Vejle og Horsens etc. har mange traditionelle advokatkontorer, så Hedensted er det oplagte valg i forhold til at tage en god konkurrencemæssig position, selvom vi selvfølgelig også slår vores folder i Vejle, hvor vi også oplever stor sagstilgang. Jeg bor selv i Hedensted, så jeg har fingeren på pulsen med udviklingen, både privat og professionelt”.

    Vækst værdsættes, men ikke for enhver pris

    Selvom starten for Advodan Vejle Hedensted er præget af høj vækst, og Christopher vil fortsætte den udvikling, er der grænser for, hvor stort et kontor han vil drive. For ham er en utrolig vigtig del af dagligdagen i virksomheden de personlige relationer imellem kollegaerne, og det vil han ikke sætte over styr:

    ”Jeg vil rigtig gerne, at Advodan Vejle Hedensted er kendt for høj faglig integritet og er Hedensted Kommunes foretrukne advokatvirksomhed, hvor borgere og virksomheder i kommunen helt naturligt vælger os. Vi har 11 mand siddende lige nu og søger pt. efter to advokater mere. Vi vil gerne op på 15-17 mand indenfor 12 måneder. Jeg går meget op i, at alle på kontoret kender hinanden som mennesker og ikke kun som kollegaer. Vi er en samlet enhed, og for at bibevare det, skal vi hverken op og være 30 eller 50 mennesker ansat. Jeg startede i maj 2024 og sidste år havde vi en 100 pct vækst i omsætningen. Det tal regner jeg med stiger endnu mere i 2026".