Juniormesterlære i Hedensted Kommune
Hedensted Kommune er en af de kommuner, hvor mange unge søger juniormesterlære. Faktisk søger 7,5 procent af de unge mennesker på kommunens skoler ind på ordningen. Eller helt konkret 86 elever fra folkeskolerne. Det tal er kun overgået af Rebild Kommune og Ærø Kommune. Og til sammenligning ligger Horsens Kommune og Vejle Kommune på henholdsvis 1,5 pct. og 1,3 pct.
Står din virksomhed og tænker, at I har plads og overskud til at tage en ung i juniormesterlære, kan du kontakte Anders Franck Korsgaard på mailen anders.f.korsgaard@hedensted.dk.
I det følgende kan du læse om hvordan Melias Mølgaard Grosbøll oplever sin juniormesterlære hos Morten Oppenlænder fra Mortens Gastronomi, og om hvad det giver både Melias og Morten:
Morten: Hvordan hørte du om juniormesterlære-ordningen og hvad fik dig til at takke ja til at deltage?
”Der var en fra kommunen, som ringede til mig og nævnte ordningen, og at der er nogle unge mennesker, som har svært ved at gå i skole, og om jeg ville have en i praktik et par gange om ugen. Det ville jeg gerne. Jeg kan godt lide at hjælpe og har haft unge mennesker heroppe og hjælpe før. Tidligere har jeg haft min egen søn og tre andre unge mennesker oppe og hjælpe. Også nogle som har haft lidt svært ved at gå i skole og skulle have noget andet at give sig til”.
Melias: Hvad giver kombinationen af skolegang og en juniormesterlære til din hverdag, som du måske tidligere har savnet?
”Det hjælper med at fokusere i dagligdagen og ikke at have så meget stress. Og så kommer jeg ikke hjem hver dag med hovedpine. Desuden stresser jeg ikke så meget med lektier og så videre og så glæder jeg mig til hverdagen med at skulle ud og lave noget mad. Jeg er hos Morten hver onsdag, og det er dejligt at komme ud og lave noget fysisk arbejde i stedet for at skulle sidde på en skolebænk hele tiden”.
Morten: Hvad giver det dig at have Melias ansat i juniormesterlære? Og vil du anbefale andre virksomheder at tage elever ind på ordningen?
”Det giver mig noget positivitet. Nu går jeg her alene, og jeg er i godt selskab når jeg går med de unge mennesker. Og jeg elsker at lære fra mig i det erhverv som jeg elsker og har oparbejdet færdigheder i igennem årene. Det er dejligt at kunne hjælpe de unge og give dem et positivt lille skub i ryggen og vise dem at det ikke behøver være så svært, og at der findes andet end skolen. Man skal gøre det hvis man gerne vil hjælpe, og ikke blot tage de unge ind som en ekstra arbejdskraft”.
Melias: Hvordan oplever du forløbet med din juniormesterlære? Og vil du anbefale et sådant forløb til andre unge på kommunens skoler?
”Jeg vil 100 procent anbefale andre unge at tage sådan et forløb. Når man kommer fra weekend, tænker man, nu er det snart onsdag og så giver det en masse energi. Andre unge som ikke helt trives i skolen, bør tage ud og prøve det. Det værste der kan ske, er at det ikke går, men omvendt er det bedste der kan ske, at det som med mig giver en masse glæde og energi, og at man får blod på tanden til at klare hverdagen. Jeg har altid elsket at lave mad, og det er sjovt at komme ud og prøve det, uden det nødvendigvis skal være mit fremtidige karrierevalg. Bare det at få et break fra alt det trælse, og komme ud og lave noget jeg synes er hyggeligt og som jeg elsker – det giver så meget”.