Butik Louise i Tørring løber med årets Detailpris
De mestrer både de klassiske detaildyder og evnen til at tænke nyt. Og så møder de alle med et smil, for det skal være en oplevelse at besøge butikken på torvet i Tørring. Det er baggrunden for, at Sara Rabøl Schulz og Tina Vesterlund Petersen fra Butik Louise for første gang løber med detailprisen i Hedensted Kommune.

Lovprisningerne til Butik Louise står nærmest i kø i dommerpanelets vurderinger af butikken, som i sin nuværende form slog dørene op i slutningen af 2020.
Det forklarer Hedensted-borgmester Ole Vind, som overrakte Detailprisen fredag eftermiddag:
- Det er lutter rosende ord, som dommerpanelet har haft til Sara og Tina – lige fra evnen til at levere uovertruffen service over indbydende indretning til viljen til at teste nye koncepter af inden for markedsføring og forretningsudvikling. Derudover så glæder jeg mig rigtig meget over deres indsats for at trække mennesker ind på torvet i Tørring, så vi får en levende midtby, der er værd at besøge.
Erhvervs- og turistchef Heidi Baltzer Schmidt supplerer:
- Butik Louise arbejder målrettet med at udvikle deres forretning. De udlejer blandt andet plads til andre handelsdrivende, de arbejder målrettet med kundeoplevelsen, de laver livesalg, modeshows og er meget aktive på de sociale medier, så det er et yderst fortjent skulderklap – og rigtig godt gået, at de vinder prisen – i øvrigt i skarp konkurrence med en række andre dygtige erhvervsdrivende i vores kommune.
Hos Butik Louise vækker Detailprisen begejstring, hos medindehaver Sara Rabøl Schulz:
- Det er da det fedeste i hele verden og jeg må indrømme, at jeg kneb en tåre, da vi fik at vide, at vi havde vundet, fortæller Sara Rabøl Schulz, inden hun fortsætter:
- For os er det her et kæmpe skulderklap, og vi kan mærke, at prisen giver et stort skud ekstra motivation – både til at blive ved med at forny os, men også for hele tiden at holde fast i, at Butik Louise skal være et godt og hyggeligt sted at komme – uanset om det er til vores events eller i dagligdagen. Det håber vi selvfølgelig at endnu flere bliver nysgerrige på at opleve med den opmærksomhed, der følger med prisen.
FAKTA:
· Butik Louise ligger på Jernbanegade 2 i Tørring – centralt placeret på byens nyrenoverede torv.
Butikken sælger tøj, sko, smykker, skønhedsprodukter og boligtilbehør. Det foregår både i den fysiske butik – og i webshoppen Louiseshop.dk. Derudover afholder butikken løbende events, som fx modeshows og Live-slag. Butikken er også meget aktiv på Instagram og Facebook.
· Hedensted Erhvervs Detailpris er blevet uddelt siden 2020.
Detailprisen uddeles til en detail-virksomhed, der har gjort noget ekstra for at få sin virksomhed i Hedensted Kommune på landkortet.
Prisen er særlig, fordi det er kunderne, der indstiller deres yndlingsbutik til prisen. Alle indstillinger samles og kategoriseres.
Efterfølgende bliver nedenstående kriterier brugt i vurderingsprocessen, når en vinder skal kåres:
- Nytænkende
- Yder den bedste service
- Helhedsindtryk
- Facade
- Indretning
- Atmosfære.
Dommerkomiteen som står for udvælgelsen af vinderen af Detailprisen består af syv medlemmer, som repræsenterer erfaring og geografi bredt i Hedensted Kommune.