Årets iværksætter vil opskalere og udvikle
Rasmus Kjeldahl Noer er stifter af virksomheden Sawelco ApS, som han ejer sammen med Lars Bjerre Jepsen. Rasmus fortæller her om virksomhedens styrker:

”Vores styrke er vores tilpasningsevne – altså når vi møder nye og eksisterende kunder får vi ofte efter kort sparring lov til at være en del af hele projektet. Når vores kunder har en slutbruger, har slutbrugeren nogle gange en ide om hvordan løsningen skal være. Det er ikke altid den rigtige løsning, så vi får ofte lov til at komme med vores besyv ud fra vores erfaringer, så det bliver den optimale løsning til kunden og slutbrugeren. I forhold til dem, der ringer og sparrer med os, stiller jeg gerne flere spørgsmål, end de stiller af krav, for det sikrer at de får en god oplevelse og den rigtige vare, som kan det den skal og måske lidt til.
Vi har haft bump på vejen, men dem har vi alle lært noget af. Kunsten er at vi får kommunikeret at det ikke er så simpelt, som det ser ud. Vi har forsøgt at lave nogle værktøjer for os selv og for kunderne, så vi bedst muligt rammer den enkeltes behov. Derfor har vi en liste, som hele tiden udvikler sig, i forhold til hvad vi skal huske at spørge ind til”.
Begejstret for at drive virksomhed i kommunen
Rasmus har stor erfaring med at drive virksomhed i Hedensted Kommune. Han er også indehaver af virksomheden RKN Montage, og han sætter stor pris på netværket og hjælpsomheden både imellem virksomhederne, men også fra Hedensted Erhverv:
”Jeg er meget begejstret for at drive virksomhed i Hedensted Kommune. Der er altid nogen i Hedensted Erhverv der kan pege mig i en retning, og nogen i netværket, som kan hjælpe hvis der opstår udfordringer. Nu begynder jeg også selv at blive spurgt om jeg kan pege nogen i en retning en gang imellem, og det gør jeg gerne. Jeg deltager i diverse netværksarrangementer med relevans for mine interesser, og dem der kan gavne vores virksomhed. Jeg ville gerne deltage i flere, men hvis det ikke passer ind i praktikken, får vi det ikke gjort. Jeg har været til nytårskuren flere gange og her til den sidste vandt vi iværksætterprisen i kommunen. I oktober fik vi at vide at vi var nomineret og senere fik vi at vide at vi var i top tre. Men vi vidste ikke inden nytårskuren, at det var os der vandt. Det havde jeg uden at lyve heller ikke regnet med. De foregående vindere har imponeret mig ved at de har haft kapacitet til at tage fleksjobbere ind og være meget grønne i deres tankegang. Derfor var jeg ikke sikker på at vi kunne vinde, men jeg var meget beæret over, at vi fik chancen og endda vandt. Det gav masser af omtale. Vi har været i TV Syd og diverse aviser, så det har givet rigtig meget. Det har været målbart for os, for vi har fået henvendelser fra nogen, som har opdaget os i den forbindelse”.
Dækker geografisk stort område
I kraft af virksomhedens specialiserede karakter er der langt imellem konkurrenterne. Rasmus sætter her nogle ord på:
”Vi er unikke på flere punkter. På vores produkter er vi unikke, da vi hele tiden tænker den samlede pakkeløsning ind. Eksempelvis i forbindelse med pumpestationer. Hvis vi ikke får lov at levere den samlede pakke, tænker vi fremad og overleverer vores del af entreprisen til den næste i rækken på en god måde. Vi har konkurrenter nok, men hvor der er fire tømrere i hver landsby, er der ikke fire der bygger brønddæksler. Der kan være langt imellem os geografisk. Alligevel er vi efterhånden ved at blive en landsdækkende virksomhed”.
Fremadrettet fokus på vækst og R&D
Virksomheden, som ligger i Bøgballe, har paradoksalt nok flest store kunder på Sjælland og Fyn. I fremtiden satses der på at få flere store projekter i Jylland og også i udlandet:
”I den ideelle verden vil vi gerne brede os mere ud i det jyske. Efterhånden har vi store kunder på Fyn og Sjælland. Vi mangler lige at de jyske forsyningsselskaber hopper med på vognen. Og så kigger vi lidt på Norge og Tyskland, hvor der er begyndt at være interesse for vores produkter og montage. Vi vil gerne udbrede kendskabet til vores produkter nationalt og i de nære nabolande, hvor standarderne lovgivningsmæssigt er meget ens. Vi er med i et samarbejde med noget der hedder Klimatoriet, hvor vi samarbejder med kommuner og universiteter omkring at lave nogle forsøg. Der er masser af spændende nye ting i pipelinen, og masser af ordrer samtidig med. Vi kigger også lidt på, at vi gerne vil have en til to svende og en lærling ansat, så vi kan opbygge en ung person til en branche, som ikke lige løber tør for arbejde. I september fik vi ansat Frederik, som er uddannet smed, og foretager meget montage og reparationer. Så pt. er vi kun mig og Frederik i produktionen, og så sidder medejeren Lars i tegning og udarbejdelse af individuelle løsninger. Vi kunne godt ønske os, at vi fortsætter vores konstante udvikling. Gode input fra kunderne hjælper os fremad med ideer, så vi kan videreudvikle vores produktportefølje. Den slags elsker jeg, og jeg vil gerne fokusere mere af min tid på den del. Der har vi et potentiale i forhold til andre. Hvis mere af min tid går til det, er der også nogen som skal sælge det, men jeg får god sparring i mit netværk og nogle gange er der nogen som siger – det skal vi prøve – byg det. Så min rolle lidt længere ude i fremtiden er, at det hele kører i et jævnt flow, hvor jeg kan tillade mig at bruge mere tid på at produktudvikle og højne sikkerhedsstandarderne endnu mere”.
Faktaboks
Sawelco ApS producerer, leverer og installerer dækselløsninger og sikkerhedsriste i god dansk kvalitet med patenteret teknologi. Dækslerne og sikkerhedsristene fra Sawelco ApS produceres med standardiserede komponenter og en lav egenvægt for god ergonomi. Fokus ligger på sikkerhed og æstetik. Alle dæksler og sikkerhedsriste fra virksomheden lever op til gældende lovkrav med dokumentation og mærkning. Hvad enten kunderne ønsker renovering, service og reparation, udskiftning af dæksler eller tilbud på nyetablering, er Sawelco ApS leveringsdygtige. Løsningerne skræddersys efter kundens behov.