Home-Start Hedensted
Skal din virksomhed også gøre en forskel? Og hvad kan det betyde for dit ESG regnskab?
At arbejde med social ansvarlighed og aktivt tage del i og ansvar for det samfund, man som virksomhed befinder sig i, er noget som både store og mindre virksomheder kan drage fordel af, når det kommer til både CSR rapportering og ESG regnskabet.
Virksomheder, der udviser social ansvarlighed inden for CSR og ESG opnår blandt andet:
· Forbedret omdømme og brandingværdi: At opbygge et positivt omdømme blandt forbrugere, investorer og samfundet styrker styrke virksomhedens brand og differentierer det fra konkurrenterne.
· Adgang til kapital og investorer: Flere og flere investorer kræver ESG-rapportering som en del af deres beslutningsgrundlag. Virksomheder, der ikke kan dokumentere deres ansvarlighed, risikerer at miste adgang til vigtig kapital fra bæredygtighedsfokuserede investorer og fonde.
· Øget medarbejdertilfredshed og fastholdelse: Ansvarlige virksomheder tiltrækker og fastholder dygtige medarbejdere, når virksomheden afspejler medarbejdernes værdier og tilbyder sunde arbejdsforhold, ligestilling og muligheder for udvikling.
Af virksomheder, der allerede nu arbejder aktivt med social ansvarlighed kan bl.a. nævnes JUAL A/S, Palsgaard A/S og Hornsyld Købmandsgaard A/S, der alle har støttet Home-Start Hedensted, som er en forening, der støtter pressede børnefamilier med venskabelig støtte, omsorg og praktisk hjælp.
Og dem er der hårdt brug for: Ifølge Trine Hansen, som er lokalkoordinator i Home-Start Hedensted, er de ved at drukne i succes.
"Vi er klar over, at det er svært at bede om hjælp og at det kan være et tabu. Vi arbejder på at gøre det lettere. Det betyder også at vi er vokset og vokset og livremmen er ved at springe. Vi skal kunne hjælpe 25 familier om året, men sidste år fik 63 familier hjælp. I 2013 var der 9 familier der fik hjælp. Så efterspørgslen er steget voldsomt."
Ønske om at kunne hjælpe alle
I det optimale scenarie, skal Home-Start Hedensted have tilført flere midler, så foreningen har mulighed for at hjælpe alle dem, der beder om det. Trine fortæller:
”Vores vision er at kunne hjælpe alle pressede børnefamilier, som beder om hjælp, og som bor inden for Hedensted Kommunes grænse. Og så skal det være drønhamrende fantastisk fedt at være frivillig i Home-Start Hedensted. De frivillige skal glæde sig hver eneste gang de skal ud og give en hånd med et sted. I Home-Start Hedensted kommer de frivillige af sig selv – jeg er ikke ude at hverve dem. Det er ret unikt. Det skal vi blive ved at kunne. Vi skal fremad med fuld damp, og vi kunne godt bruge en fyrbøder mere. Altså nogle flere midler til at drive værket. For Home-Start Hedensted er kommet for at blive”.
God mulighed for kommunens virksomheder
Home-Start Hedensted har som noget nyt modtaget støtte fra tre virksomheder i kommunen, og det er en trend, som Trine håber breder sig:
"Det er en spændende tanke, at vi er begyndt at arbejde sammen med erhvervslivet i kommunen. Lige nu har vi tre virksomheder vi samarbejder med, og den kontakt ind i de tre virksomheder har været en vanvittig positiv oplevelse. Alle virksomheder er velkomne. Det er et tilbud til kommunens virksomheder, at de kan række ud og være med til at hjælpe kommunens pressede børnefamilier.”
Lokal forening gør en kæmpe forskel for børnefamilier
Trine Hansen er lokalkoordinator i Home-Start Hedensted. Hun fortæller her om foreningens styrker og udfordringer:
”Når jeg skal beskrive Home-Start Hedensteds styrker vil jeg først nævne netop frivilligheden. Det, at nogle mennesker har overskud til at hjælpe andre mennesker i udfordringer, er stort. Frivilligheden gør, at dem som modtager støtte bliver hjulpet ud fra et ønske om at hjælpe og ikke økonomisk motivation. Når frivillighed er medvirkende, bliver man glad ind i krop og sjæl, fordi man får lov at hjælpe et andet menneske. Vi giver ydmygt hjælp til selvhjælp. Og det er vigtigt at det ikke er vores dagsorden, men familierne vi hjælper som italesætter og fortæller om netop deres behov. Vi arbejder fortroligt og det er også væsentligt. Alt hvad der tales om, forbliver mellem den frivillige, koordinatoren og familien. Familierne får mulighed for at tale rent ud af posen. De frivilliges hjerter er kæmpe hjerter og de er meget engagerede i at hjælpe, når det hele er ved at ramle, eller man føler sig afmægtig. Vi deltog til folkemødet i år, og der slap vi store røde hjerteballoner med helium løs efter vores tale. De symboliserer de hjerter, der banker blandt de frivillige for børnefamilierne i Hedensted Kommune. Og at støtten foregår i hjemmet, er deslige en styrke – at vi er lige der i hverdagen, hvor familien er".
Forældrenes beskrivelser rammer plet
Når Trine skal beskrive den forskel, som Home-Start Hedensted gør for de familier, som får hjælp, benytter hun udsagn fra forældrene til at illustrere den forskel, de frivillige gør:
”Hvis jeg skal beskrive den forskel, som vores frivillige gør, er det med forældre-ord. Der findes ikke noget stærkere end de beskrivelser vi får fra forældrene i de familier vi hjælper. For eksempel er der en mor, der fortæller, at de stod i en dal da de fik hjælp, men efter forløbet føler de at de står på toppen af bjerget. En anden siger: vores familieven virker som en rigtig mor for os. Hun lytter til os og forstår os. Og en tredje siger at de har kopieret familievennens omgangstone med sønnen med rolig kommunikation med øjenkontakt – det har nedsat råberiet og genetableret den gode tone”.
Faktaboks
Home-Start er en forening, som støtter pressede familier med venskabelig støtte, omsorg og praktisk hjælp. Eneste krav er at familierne, som søger støtte, har mindst et barn i førskolealderen. Støtten foregår som regel hjemme hos familien og har som formål at forebygge kriser og opbrud ved at sætte tidligt ind. Støtten er af menneskelig karakter, og der kan ikke søges økonomisk støtte. Et forløb varer typisk et halvt til et helt år, hvor en frivillig besøger familien et par timer om ugen. Home-Start er afhængig af økonomisk hjælp fra virksomheder i nærområdet, og er de eneste i Danmark, der tilbyder denne form for støtte til pressede familier. Foreningen tæller 58 frivillige og seks bestyrelsesmedlemmer. Hvis du er interesseret i at høre mere eller støtte Home-Start Hedensted kan du kontakte Trine på mailen: hedensted@home-start.dk eller telefon: 25 14 08 00.