Klistermærkeproduktion igennem 25 år
Henrik Vind Nielsen startede virksomhed i januar 2000, og har derved 25-års jubilæum i 2025. Henrik fortæller her om virksomhedens styrker:

”Vores styrker er hurtig levering til fair priser. Og så er det sådan set pointen, at vi gerne vil have folk ind omkring webshoppen. Der kommer en ny udgave af den inden så længe. Folk vil gerne have den hurtige levering og den gode kvalitet. Klistermærker er næsten altid det sidste, som folk kommer i tanke om at skulle have. Derfor kommer kunderne ofte i tanke om det i sidste øjeblik. Vi kan levere indenfor 2-3 hverdage hvor andre virksomheder i branchen måske har 4-5 ugers leveringstid. Man kan hos os kun vælge en høj kvalitet på webshoppen. Det har jeg valgt, for kunderne skal være tilfredse. Kunderne kan også komme og hente deres varer her. Og så er vi omstillingsparate.
Det har været en udfordring, at det andet firma på adressen er flyttet, så nu er her kun min virksomhed, men det vender jeg til noget positivt – nu har jeg pladsen til at udvide. Lige pt. er der kun mig og en ungarbejder i virksomheden. Og vi glæder os til vores 25-års jubilæum den 1/1 2025. Det startede med at jeg lavede klistermærker inde på et af børneværelserne og pludselig fyldte det to værelser og senere hele stuen. Så besluttede jeg at føre det over på et mere seriøst plan. Jeg mødte en erhvervskonsulent i Hedensted Kommune og hun spurgte om ikke jeg skulle arbejde sammen med en anden fra området, som også lavede skilte. Vi besluttede at leje et lokale sammen, og det har vi gjort lige indtil han solgte sin virksomhed. Så vi har kørt herfra de sidste fem år og her har vi pladsen til det”.
Indbyrdes hjælp og socialt ansvar
I kommunen oplever Henrik, at virksomhederne i mange tilfælde er gode til at hjælpe hinanden, og at handle lokalt når det er muligt. Desuden er han meget optaget af at tage et socialt ansvar, og fortæller:
”Jeg synes, at Hedensted Kommune er en fortrinlig kommune at drive virksomhed i. Der er god hjælp at hente, og man er ikke i tvivl om, hvem man skal ringe til, hvis man har behov for hjælp. Jeg kan godt lide nærhedsprincippet med at handle lokalt etc. Og så er vi gode til at hjælpe hinanden virksomhederne indbyrdes, når vi kan. Jeg er med i AnsvarligHedensted og har haft 6-7 fleksjobbere igennem systemet både med positiv udgang og knap så gode resultater. Lige nu har jeg en fra ungeenheden til at hjælpe mig, og så har jeg haft nogen i arbejdsprøvning, som skulle visiteres til et fleksjob. Jeg synes det er et godt alternativ til Code of Care og jeg går meget ind for at tage et socialt ansvar – det har jeg plads og overskud til, og vi skal ikke tabe de mennesker, det gælder, på gulvet”.
Uendelige muligheder i webshoppen
På webshoppen Stickers.dk kan kunderne selv sende deres designs. Og der er hjælp at hente, hvis tegningerne har brug for lidt forbedringer. Der er ingen grænser for, hvilke designs der kan bestilles:
”Jeg tror at mit domæne stickers.dk er grundlaget for min virksomheds succes. Hele forretningsplanen er at det er en onlinevirksomhed, hvor folk kan bestille det, de skal bruge inde på webshoppen. Folk kan sagtens sende deres egne designs til mig og få dem trykt. Hvis tegningerne ikke er oppe til standard, har vi grafiske designere tilknyttet, så vi kan få tingene rentegnet og bragt op på et niveau, hvor det fungerer. Problemet med en hjemmeside og en webshop er, at folk ikke tror de kan få andet end det, der ligger. Men vi kan lave stort set alt. Virksomheder kan sende deres logoer, etiketter og sikkerhedsmærker til mig. Så får de et produkt, som de kan være tilfredse med”.
Vækst på det danske marked
Henrik vil gerne vækste sin virksomhed og have lidt flere ansatte. Og så vil han gerne forblive i kommunen. Væksten skal primært være på det danske marked, da det er tilstrækkeligt stort til at kunne vækste virksomheden til den ønskede størrelse:
"Min vision er at hjemmesiden skal spille endnu bedre, og at folk kan bestille det de skal bruge på webshoppen. Jeg vil gerne vækste med salg til både erhverv og private, og på sigt have fire – fem mand ansat. Jeg ønsker ikke at blive større end det, for så tror jeg omstillingsparatheden og den hurtige reaktionsevne på kundernes bestillinger ryger. Så jeg har ikke ambitioner om at vi skal være 30 ansatte. Derudover vil jeg gerne blive i kommunen, for jeg har et godt samarbejde med virksomhederne i nærområdet, og jeg sætter pris på den lokale patriotisme, hvor vi så vidt muligt handler lokalt. Og her er mit kundegrundlag ved at blive bygget op. Samtidig har webshoppen sit eget liv, hvor folk bestiller, og jeg så sender varerne ud. Så vi dækker hele Danmark og jeg har også kunder i Grønland og Norge, samt en smule i Sverige. Men jeg har ikke planer om at udvide internationalt. Danmark er fint for mig. Her er der masser kunder. Så jeg annoncerer ikke internationalt".
Faktaboks
Stickers.dk er en del af Grafikfabrikken, som startede den 1/1 – 2000. I 2003 startede stickers.dk som webshop. Stickers fremstiller klistermærker, folietekster og designs, samt plakater og roll-up bannere. Virksomheden har tilknyttet grafiske designere, og kan dermed hjælpe dig med designoplæg og ideer, samt sparring på dine løsninger. Stickers handler både med private og erhvervslivet, og virksomheden prioriterer kvalitet og hurtig levering højt. Derfor anvendes kun kvalitet i materialer og maskinel. Virksomheden har til huse på Nybovej 16, 8723 Løsning.