Forord

Luftfoto af motorvejen ved Hedensted

Hedensted Kommune er igennem de seneste ti år af Dansk Industri udpeget til en af landets absolut bedste og mest erhvervsvenlige kommuner. Det betyder ikke, at der ikke er områder, hvor vi stadig kan forbedre os. Det er i netop det lys, at man skal se den nye og meget ambitiøse erhvervspolitik, som er blevet til i et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem  Hedensted Erhverv og flere hundrede involverede virksomheder.

Fælles for både de lokale virksomheder og den kommunale erhvervsservice og –udvikling er det handlingsorienterede. Der er ikke langt fra tanke til handling, og vores styrke ligger i, at vi formår at tænke og handle sammen, forene kræfterne og gennem konstruktiv og transparent dialog hele tiden sætte os nye mål. Samtidig vil vi på områder som infrastruktur, uddannelse, opkvalificering af arbejdskraft, innovation og bæredygtighed styrke vores position som erhvervskommune gennem samarbejde med andre kommuner, regioner og i regi af Business Region Aarhus. For vi vil være Danmarks mest attraktive kommune at drive virksomhed i. 

Vores unikke geografiske placering lige i hjertet af det Østjyske Vækstbånd stiller os i  udgangspunktet i en uhyre stærk position. Med to motorveje, Billund Lufthavn og flere havne i nærheden er virksomhederne sikret hurtig og nem distribution af produkter og kontakt til resten af landet og verden. Samtidig har knap en million arbejdstagere mulighed for at nå til kommunen inden for en times kørsel. Vores mange virksomheder kan tilbyde spændende, udfordrende og varierede job, og vi vil som kommune gøre, hvad der står i vores magt, for til stadighed at sikre dem kvalificeret arbejdskraft.

Den indsats skal ses i sammenhæng med vores bestræbelser på, at skabe attraktive og levende boligområder og lokalsamfund, der gør, at arbejdsliv og fritid går op i en højere enhed for den enkelte familie. Et rigt og inspirerende handelsliv og mange gode skoler
og daginstitutioner spredt over hele kommunen er et vigtigt aktiv i vores arbejde med at indfri målene.

Kasper Glyngø
Borgmester
Hedensted Kommune