Specialiseret engrosvirksomhed i vækst

Men med hårdt arbejde kommer man langt, og virksomheden er vækstet med to millioner på to år målt på omsætningen.
”Vi er kommet til, hvor vi er i dag på baggrund af hårdt arbejde. Vi har prøvet at finde de huller i markedet, som vi kunne dække. Eksempelvis laver vi mange gavekurve for virksomheder, og det er vi ret gode til. Vi er en lagerførende virksomhed, og man skal være god til lagerstyring, for når man har en masse ting på lageret som er betalt, er det en dårlig forretning. Men det er blevet bedre, efterhånden som jeg har fået mere erfaring. Vi holder fast i vore leverandører, men tager også engang i mellem nye ind. Eksempelvis ved sæsonvarer,” siger hun og tilføjer:
90 procent af vores omsætning skabes af engrosdelen, og resten i butik og webshop. Vi vil gerne skrue lidt op for markedsføringen på webshoppen, men det bliver aldrig vores hovedfokus, da vi hellere vil flytte mængder – og det er på paller”.
Nytænkning af markedsføringen
Eftersom TSV Innovation A/S fører mange sæsonbetonede varer i sit katalog, åbnede der sig en ny mulighed for en god og effektiv markedsføringsindsats med konceptet; Too good to go. Anni greb muligheden og fortæller:
”Nu her efter jul meldte vi os til Too good to go, da vi havde en masse julechokolade, som vi gerne ville af med. Det affødte en masse nye besøgende i butikken, som aldrig havde været her før. De ligger gerne flere penge end blot på Too good to go-varerne, så egentlig ser jeg det koncept som en markedsføringsomkostning. Vi ligger ude på landet, så vi har ikke strøgkunder. Derfor er det guld værd at tiltrække nye kunder”.
Stærkt fundament i det lokale netværk
Virksomheden er forholdsvis ny i området, og flyttede først til sin nuværende placering på Elmegaarden i Ølsted i 2017. Derfor har netværksaktiviteter og oplæg været en kærkommen mulighed for Anni til at få nye kontakter og kunder i lokalområdet:
”Vi har ikke været her så mange år, men tilbuddene fra Hedensted Erhverv er gode, både med netværk og med de oplæg, som er på netværksmøderne. Og så er placeringen perfekt logistikmæssigt for os, da vi både modtager og sender mange varer. Derudover har vi et godt netværk i lokalområdet, som vi også henter afsætning igennem”.
At virksomheden endvidere er specialister i skræddersyede etiketter til vin, har øget den lokale interesse for produkterne:
”Vi laver rigtig meget grafik, og eksempelvis reklamevin. Det kan vi gøre hurtigt med få dages varsel. Der er rigtig mange firmaer, som bruger os med reklamevin. Også til lokale. For eksempel leverer vi i dag en sending til Løgballe Camping med deres reklame på”.
Lokalt fokus skal skære i CO2 og styrke bundlinjen
Selvom virksomheden gerne fortsat vil vækste, er det med fokus på lokalområdet og efter en kurve, som er knap så stejl, som den der har præget de sidste par år. For Anni giver det mening, både hvad angår klimaaftryk og bundlinje at fokusere indsatsen på de potentielle kunder, som findes i nærområdet:
”Vi skal vækste noget mere, det er der ingen tvivl om. Vi vil gerne fortsætte vækstraten dog med en mindre stejl kurve – vi skal også kunne følge med. Strategien og handlingsplanen for det er på plads. Vi tænker også i bæredygtighed og vil gerne have flere lokale erhvervskunder – bl.a. med henblik på at skære i CO2-udledningen og fragtomkostningerne. Så der kommer en indsats på den lokale markedsføring. Her tænker jeg at hente nogle nye kunder ind igennem erhvervsnetværket i kommunen, og ellers vil jeg træffe nogle aftaler og køre ud til kunderne. Det er simpelthen personlig markedsføring af virksomheden”, siger Anni Vestergaard.
Faktaboks
TSV Innovation er primært en grossist virksomhed, som forhandler vin, specialøl, delikatesser, chokolade og spiritus. Virksomheden drives af ejeren Anni Vestergaard og har også en mindre butik, som er åben på fredage imellem 14 og 17. Webshoppen: www.vinoggaveshop.dk er altid åben. Desuden afholder TSV Innovation smagninger af øl, vin, portvin, rom og whisky – enten i egne lokaler, hvor der kan være op til 60 besøgende, eller i forsamlingshuse, foreninger og selskaber. Her er der dog et krav om minimum 12 deltagere. Virksomheden udlejer fadølsanlæg og er leveringsdygtige i skræddersyede etiketter på vine til eksempelvis bryllupper, konfirmationer eller fødselsdage.