JSU Engineering skræddersyr sikkerhedsløsninger

JSU Engineering, som er en en-mandsvirksomhed og ejes af Jørgen Sandvad Ulriksen, har netop haft 1-års jubilæum. Virksomheden tilbyder konsulenthjælp indenfor maskinsikkerhed på produktionsvirksomheder rundt om i landet.
Jørgen fra JSU til netværk

Jørgen er meget klar i spyttet omkring virksomhedens første år:

”Det er gået forrygende. Et af de spørgsmål jeg stillede mig selv inden jeg gik i gang var; hvordan tager folk i mod varen jeg tilbyder? Jeg har en kendt vare, men lidt en anden indpakning. Derfor har jeg skullet tilpasse pris og min egen version af varen.
Jeg har valgt at fokusere på specielle ting i mine ydelser, som er konsulentarbejde indenfor maskinsikkerhed, herunder CE-mærkning og udførelse af maskinspecifikationer og risikovurderinger, udvikling af maskiner og processer, samt opbygning af prototyper. Jeg arbejder både i Aarhus, på Fyn og helt tæt på. 21 forskellige virksomheder har jeg arbejdet for i løbet af det første år, og det synes jeg er en god start”.

 Rugekassens betydning – netværk, nye opgaver

I Rugekassen har Jørgen fået tre nye samarbejdspartnere, idet han har arbejdet med både LABEL ID, DKPU og GoKemi. Desuden har han, med egne ord, en finger på pulsen i forhold til hvad der sker, fremfor at sidde hjemme og arbejde. Der er også meget netværk og gode kolleger, samt videndeling industrierne imellem. Så kontorfællesskabet Rugekassen bidrager ikke kun til at indhente opgaver – der er, efter Jørgens mening, flere gode aspekter ved det. Det har han nydt godt af:

”Jeg er blevet associeret seniorkonsulent hos DKPU. De har ind imellem opgaver, som passer på min profil. Og så får jeg dem. Når man ”bor sammen” og kender hinanden, ved man efterhånden, hvor det kan betale sig at inddrage hinanden, og lade den anden tage over på en opgave. De kender mine kompetencer og jeg kender deres kompetencer. Jeg kender mange SMV virksomheder, og dem har jeg da også peget i DKPU’s retning. Det går begge veje. Og det er en win-win”.

Visioner for fremtiden

Med hensyn til fremtiden, er der mange muligheder og forskellige scenarier, men en ting ligger helt fast:

”Jeg fortsætter under alle omstændigheder i samme stil. Der er ikke så mange, som laver det jeg gør, så jeg har ikke ambitioner om ansættelser indtil videre. Min virksomhed er stadig under opbygning og tilpasning, så der er ikke defineret nogle fremtidige mål endnu. Men konceptet holder, og jeg vil fortsætte i samme spor”.

Faktaboks

Jørgen Sandvad Ulriksen startede JSU Engineering for et år siden. Virksomheden er en en-mandsvirksomhed, så Jørgen har valgt et kontor i Rugekassen for at få ”kolleger” og netværk. Han skræddersyr sine løsninger indenfor maskinsikkerhed til sine kundevirksomheder. Derfor er det helt bevidst at hjemmesiden ikke er større eller mere informativ. For Jørgen foretrækker at tale med den enkelte, og som han siger kører det meste lige nu på netværk.