Vækstmidler gav et godt spark bagi

Natures Collection i Hedensted, der med stor succes sælger skind- og pelsprodukter til hele verden, fik for alvor vind i de digitale eksportsejl med økonomisk støtte og rådgivning fra Væksthus Midtjylland.

”Det var rigtig godt for os at få et digitalt spark bagi. Vi blev udfordret på at lægge en langsigtet strategi, og samtidig var det sundt for os undervejs i forløbet at skulle opstille nogle delmål, som skulle opfyldes.”

Lasse Pedersen, indehaver af skind- og pels-firmaet Natures Collection, har en af sine efterhånden sjældne dage på kontoret i en ombygget og moderniseret landbrugsejendom uden for Hedensted. 200 dage om året er han på farten for at besøge kunder i udlandet og for selv at deltage i nogle de 30 messer, hvor nye kunder kommer til, og hvor loyaliteten og relationerne til de nuværende plejes og styrkes.

Fem år i træk er Natures Collection af dagbladet Børsen blevet kåret til Gazelle-virksomhed. En titel, der hvert år tildeles hurtigt voksende, danske virksomheder, der præsterer at fordoble deres bruttoresultat. Allerede mens han i 2007 gik på Vejle Handelsskole begyndte han i det små at importere og videresælge skind- og pelse. Fra 2009 gik han all in, og kan altså i år fejre 10-års jubilæum med 4000 kunder i knap 100 lande verden over i kundekartoteket. Virksomheden tæller, hvad der svarer til 35 årsværk, heraf arbejder halvdelen på hovedkontoret i Hedensted. Herhjemme kan man i Idemøbler, Illum, Magasin, Salling og en række andre møbelbutikker købe produkterne fra Natures Collection.

Det førnævnte velrettede spark bagi opsøgte Lasse Pedersen selv efter råd fra daværende erhvervschef i Hedensted Kommune, Johannes Grane Larsen.

”Det var Johannes, der introducerede os til og deltog i de første møder med Væksthus Midtjylland. Her fik vi bevilget et tilskud på 800 kr. per time til 340 timers konsulentbistand fordelt i tre faser over 14 måneder, som alle handlede om rådgivning til digitalisering, digital identitet og digital markedsføring. Digitaliseringen var et stort skridt fremad, fordi vores kunder nu kunne bestille varer via nettet på alle tider af døgnet, uden at vi behøvede at have bemanding på,” forklarer Lasse Pedersen.

Siden har han haft adskillige møder med det daværende Væksthus Midtjylland - som nu har skiftet navn til Erhvervshus Midtjylland – om forskellige støttemuligheder.

”Men vi har indtil videre ikke benyttet os af dem. For at det kan betale sig, skal der være tale om store støttebeløb, ellers går det hurtigt op i administration. Man skal som virksomhed være indstillet på, at der er meget kontrol undervejs, og sådan skal det naturligvis også være. Det er muligt, at en større virksomhed med flere administrative ressourcer end os ikke vil opleve det på helt samme måde,” tilføjer han.

Lige nu overvejer Lasse Pedersen at søge en ny pulje, der giver mulighed for at målrette digitaliseringen mod markedet i USA, hvor Natures Collection åbner et kontor i løbet af det kommende år. Præsident Trumps toldsanktioner mod Kina har givet Natures Collection et mærkbart boost i USA.

Lasse Pedersen mener, at der i Danmark generelt er skabt gode vilkår for iværksættere som ham selv. Dog så han gerne, at staten trådte til for at sikre iværksættere bedre muligheder for at få startkapital. Det kunne ske i form af lempeligere fradragsordninger for investorer, der til forskel fra bankerne tør løbe risikoen med at investere i start-up-virksomheder.

”Hvis politikerne virkelig vil de mange små virksomheder og iværksættere, så skal de sætte handling bag de fine ord. Der skal ske noget,” siger Lasse Pedersen.