NORMAL vil bygge kæmpe logistikcenter i Hedensted

Butikskæden NORMAL har købt 194.000 m² erhvervsjord langs E45 ved Hedensted og forventer i maj måned at påbegynde byggeri af 65.000 m² logistikcenter.

Erhvervsjorden ligger i etape 3 af erhvervsarealet Kildeparken. Efter et udbud godkendte Byrådet den 24. marts salget med en pris på 23,9 mio. kr.

Borgmester Kasper Glyngø glæder sig over at kunne byde den hurtigvoksende virksomhed velkommen i Hedensted:

”194.000 m² er et usædvanligt stort areal til én bygherre, og vi er både stolte over og glade for at kunne imødekomme NORMALs behov for så stort et areal, der samtidig har en usædvanlig god beliggenhed i forhold til både infrastruktur og rekruttering.”

Også hos NORMAL er der glæde over at have sat underskrift på de mange m² jord:

”Det har været vigtigt for os at finde et sted, hvor vi både kunne opnå en effektiv logistik og bevare så mange af vores medarbejdere som muligt, samt hvor den kommunale beredvillighed til at agere hurtigt er til stede. Derfor er Kildeparken i Hedensted det rigtige sted for os”, udtaler Logistikdirektør Henrik Bøgelund.

Læs mere i pressemeddelelsen